Christopher Laschs testamente, den bog, som nu offentliggøres et år efter hans død, " The Revolt of Elites and the Betrayal of Democracy", eliternes oprør og forrædderiet imod demokratiet, kunne ikke være kommet på et mere velvalgt tidspunkt. Bogen er i flere henseender en fortsættelse af Laschs' bog "The True and Only Heaven" fra 1991. Den er samtidig et radikaliseret opråb til de vestlige samfund om igen at besinde sig på demokratiet, inden det undermineres i grænseløse globale marked og af eliternes utroskab og ligegyldighed overfor de nationale og lokale fællesskaber.

Demokratiets krise
Den historiske debat om demokratiets vilkår må genåbnes, mener Lasch. Det er han langt fra ene om. Debatten om demokratiets fremtid har fået ny næring i kølvandet på en kæde af korruptionsskandaler i de vestlige lande, fra Italien og Spanien, til Frankrig, Storbritanien og Japan. Den permanente og historisk set høje udstødning fra arbejdsmarkedet, tendenser til ghettoisering i storbyerne, narko- og mafiakriminalitetens fremmarch har sideløbende med et stadig mægtigere globalt kapitalmarked og transnationale selskaber ladt de nationale demokratiers autoritet nøgen. Suveræniteten og evnen til at regere i det nationale territorium kan ikke længere tages for givet.

Den forhenværende formand for EU-kommissionen Jacques Delors har talt om en jordskælvssituation i Europa, hvor "demokratiet er truet" og "der er en krise i de personlige relationer og i samhørigsfølelsen". 55 millioner under den officielle fattigdomsgrænse i Europa er ikke et marginalt fænomen.
"Samfundsnormerne fastsættes i rendestenen af teenagegangstere og forbrydere", sagde Harvardprofessoren Bruce Scott til Orientering med udsigt til de amerikanske storbyghettoer og individualismens yderste grænse. Hvert år dør 38000 borgere i skyderier i frihedens eget land.

Lasch og Von Wright
Den finske filosof Georg Henrik von Wright, påpeger i sin bog "Mytan om fremsteget", myten om fremskridtet, at det hele skal blive meget værre. Von Wright, der på mange måder er beslægtet med Christopher Lasch, skriver "at det nationale politiske system er ved at blive opslugt af det globale teknosystem...Der opstår en tilstand, som uden at overdramatisere kan kaldes en krise for demokratiet...Og jeg tvivler på, at industriens fortsatte vej mod fremtiden bliver et sejrstog for demokratiet - andet i en måske rent formel og derfor indholdsløs betydning."

Selvom Von Wright deler Laschs bekymring for demokratiet og konsekvenserne af den globale økonomis udvikling, så kalder han det dog alligevel realistisk at have en "kosmopolitisk vision af en verden, der bliver styret af kræfter, som stammer fra samspillet mellem videnskaben, teknologien og industriproduktionen." Og der hvor Von Wright flirter med muligheden af overnationale demokratiske løsningsmodeller, der sætter Christopher Lasch ind med en sønderlemmende kritik af "Eliternes oprør og forrædderiet mod demokratiet". 

Oprør
Titlen på Laschs bog er en parafrase over bogen "Massernes Oprør", som den spanske forfatter José Ortega y Gasset udgav i 1931. Ortega y Gasset var dybt bekymret over det han beskrev som massernes længsel efter den stærke mand til at genoprette orden i samfundet. Fascismen og nazismens fremvækst i Vesteuropa, og stalinismens totalitære samfundsmodel i Sovjetunionen, fik ham til at beskrive massemennesket som "et ødelagt barn af den menneskelige historie".

Idag vender Christopher Lasch 30ernes iagttagelser af Ortega y Gasset på hovedet. Idag er det eliterne, som har mistet troen på de værdier og dyder, som det vestlige demokrati repræsenterer. Idag er det eliten, der ikke vil kendes ved dens pligter, mens det er den brede småborgerlige middelklasse, der trods ringere økonomiske vilkår, forsvarer hårdt arbejde, nøgternhed, ansvarsfølelsen, familien og naboskabet.

"Den generelle udvikling i den nyeste historie", skriver Lasch "går mere og mere i retning af et samfund med to klasser, hvor de favoriserede få monopoliserer ALLE fordelene ved penge, uddannelse og magt." Lasch bygger her videre på sociologen Alvin Gouldners iagttagelser fra bogen "The Future of Intellektuals and the New Class", der tegner et billede af den nye intellektuelle overklasse. Han henter endvidere inspiration hos den amerikanske arbejdsminister Robert Reichs bog "The Work of Nations", der talte om en ny global klasse af symbolanalytikere. Den nye elite, der manipulerer og producerer information - livsblodet på det globale marked - bevæger sig mere og mere rastløst, som var de turister, rundt på kloden for at hente de højeste profitter i den globale økonomi. 

Eliten med ryggen mod hjemnationen
"Aldrig nogensinde tidligere" skriver Lasch, "har den priviligerede klasse, selv ikke i Amerika, været så faretruende isoleret fra dens omgivelser....den har mistet kontakten til folket." Eliten kommer ikke længere i de samme foreninger, institutioner og offentlige rum, som middelklassen og underklassen, og sender sine børn i private skoler, hyrer private sikkerhedsvagter og forskanser bag høje hegn til de private hjem. Denne elite gør, iflg. Lasch i oprør overfor "middelklassens Amerika". 

Eliten betragter middelklassens Amerika, som en teknologisk tilbagestående nation, der er politisk reaktionær med en undertrykkende seksualmoral, har en middelmådig smag og præget af selvtilstrækkelighed, og som er træg og gammeldags. Den nye globale elite, det nye hjernearistokrati, dette nye meritokrati, vender ryggen til hjemnationen. Det er ilfg. Lasch et spørgsmål, om de overhovedet ser sig selv som amerikanere længere. "Patriotisme er helt åbenlyst ikke noget, der har en særlig høj status i deres værdihieraki". På dette punkt er Lasch i overenstemmelse med Robert Reich, der talte om, at globaliseringen af økonomien skaber en klasse af kosmopolitter, der ser sig selv som verdensborgere, uden at acceptere de forpligtelser det indebærer at være borger i et demokrati.

Parodi på Demokrati
"Meritokratiet er en parodi på demokrati. Manglen på taknemmelighed diskvalificerer den meritokratiske elite fra de byrder, som et lederskab indebærer", skriver Lasch, der går tilbage til Michael Youngs skelsættende bog fra 1958 "The Rise of Meritocracy". Han mener, at de talentfulde i den nye elite har bevaret mange af de svage sider, som aristokratiet i tidligere epoker har haft, men de har smidt alle dyderne overbord.

"Deres snobberi mangler enhver erkendelse af de gensidige forpligtelser mellem de favoriserede få og de mange. Selvom de er fulde af medfølelse for de fattige, så er de ikke tilhængere af teorien om at adelighed forpligter. Det ville jo indebære, at de skulle til at give et direkte og personlig bidrag til det fælles bedste"."Forpligtelsen, ligesom alt andet, er blevet afpersonaliseret", fortsætter Lasch, "den udøves nu gennem staten, og forsøgelsesbyrden bæres ikke af den professionelle og ledende klasse, men den bæres uforholdsmæssigt, at de lavere middelklasse og de arbejdende folk."
De øverste 20 procent af befolkningen har gjort sig uafhængige, ikke blot af de falmende industribyer, men af offentlige serviceydelser som helhed. De priviligerede klasser i Los Angeles føler sig tættere knyttet til deres ligestillede i Japan, Singapore eller Korea, end med deres egne landsmænd, og nationalstaternes autoritet svækkes af eliternes oprør.

Lasch tegner et dystert billede af udviklingen. Forestillingen om en demokratisering af den materielle overflod er blevet afløst af individualisme og større uligheder. Mens eliten gør oprør, oplever middelklassen faldende realindkomster og gamle priviligier bortfalder. Underklassens håbløshed får mange unge til at søge anerkendelse og hurtig statusforfremmelse i kriminalitetens fodspor.

Laschs manifeste beskrivelse af udviklingen er ikke uden fejl. Han har fx. ikke ret i, at middelklassen svækkes på globalt plan. Flere hundrede millioner nye middelklasseborgere og -forbrugere, ikke mindst i Asien, er gennem hårdt arbejde ved at nå deres mål.

Europæisk spejlbillede
Den arrogante kosmopolitisme, som Lasch hudfletter så stærkt i USA, finder på Europas brogede landkort sit spejlbillede i den naive og selvtilstrækkelige lokalisme, tribalisme og nationalisme.Ideologisk er nationalismen, iflg. Lasch, under angreb fra to sider. Fra tilhængere af etnisk og racemæssig partikularisme og adskillelse, og fra de der ser en internationalisering af alting, som vejen til den evige fred.

Hans svar er ikke en tilbagevenden til en stærk stat, beskyttet af merkantilistiske handelsmure og pansret med militær stål. Lasch nøjes med at beklage sig over konsekvenserne af den globale økonomi, uden at give konkrete løsningsforslag. Der er da også grund til at tvivle på slagfærdige paroler i den debat. De sociale, økologiske og demokratiske spændinger eksisterer, men omvendt så hindrer et åbent og effektivt verdensmarked - der bl.a. vil give tredieverdens landenes varer friere adgang til vore markeder - ikke eliterne i at føle sig forpligtet til at engagere sig i hjemnationens ve og vel. Og hvis man indregnede de sande transportomkostninger (herunder til miljøet) i verdenshandelen, så kunne det være, at det lokal og regional produktion igen blev mest profitabel.

En tredie vej
Laschs projekt er af kulturel og moralsk art, en søgen efter en tredie vej. Han vil hverken kendes ved den frie markedsideologi og den grænseløse forfølgelse af egen lykke, eller kendes ved statslige bureaukratier og omsorgsmodeller, der fravrister borgeren den elementære ansvarsfølelse. "En offentlig filosofi for det 21. århundrede må give større vægt til fællesskabet end retten til private beslutninger. Den må betone ansvarlighed fremfor rettigheder. Den må finde et bedre udtryk for samfundet end velfærdsstaten. Den må begrænse markedets omfang og selskabernes magt, uden at erstatte dem med et centraliseret statsbureaukrati."

Laschs bog er et forsøg på at finde en tredie vej mellem det globale markeds grænseløse bazar og de nationale velfærdsstaters formynderi - en vej, hvor de menneskelige fællesskaber, den personlige ansvarsfølelse og den demokratiske samtale igen finder plads i det fælles offentlige rum Hans testamente præges af en vis nostalgisk længsel tilbage til de lokale landsbyfællesskaber, og han tillader sig at være forarget over en sækulariseret verden, hvor hedonismen råder, og hvor eliten rastløst og globalt stræber efter nydelse og rigdom, uden pligtfølelse overfor sit ophav og samfund.

Småborgerpopulisme
Formelle demokratiske institutioner er ikke nogen garanti for, at den sociale orden fungerer - Indien og Latinamerika er velkendte eksempler herpå. For Lasch gælder det om at genfinde en autentisk stemme for demokratiet, og han søger selv tilbage til den småborgerlige populisme, der voksede frem i USA i midten af 1800 tallet. Denne tradition, som Christopher Lasch beskæftigede sig intenst med i bogen "The True and Only Heaven", har bl.a. sine rødder i midtvestens landbrugssamfund, og den blev sidenhen videreført i Martin Luther Kings borgerretsbevægelse, bygger på ansvarlighed, at den enkelte formår at tage vare på sig selv og har krav på respekt, indtil det beviser, at det ikke er værdig til det. 

Parolen om at det er samfundets skyld, når nogle bliver sociale tabere, hører slet ikke hjemme i denne tradition. Småborgerpopulismen tager afstand fra produktion i storskala og politisk centralisering, og foretrækker selvorganisering i nabofællesskaberne fremfor at skyde ansvaret fra sig og over i statsmagten.

Christopher Lasch vil igen have os til at diskutere nogle fælles standarder i samfundet. Demokratiet kræver en stærkere etik end blot at bekende sig til det åbne og tolerante sindelag og det multikulturelle samfund. Alt er ikke ligegyldigt, og selvom vi ikke kan blive enige om det gode liv, så bør vi enes om nogle fælles minimumstandarder, istedet for at acceptere en "balkanisering af debatten". Den nuværende privatisering af moralen fører iflg. Lasch til et sammenbrud for fællesskabet.

At sætte nye grænser
Christopher Lasch tror ikke, at det er mere uddannelse og den formelle skolegang, der skal genrejse det amerikanske samfund. Selvom informationer er vigtige, så er der noget der er langt vigtigere. Hans alternativ til den grænseløse globalisering af økonomien og til statsdyrkningen, er en stærkere opdragelse i familierne og en genrejsning af de folkelige fællesskaber og en fælles (protestantisk) arbejdsetik. Istedet for flere teraupeutiske sociale ordninger og psykoanalytiske lapperier i en stadig mere sækulariseret kultur, vil han vende tilbage til den kraft der udgår fra religionen. 
I den forstand er Lasch langt mere radikal end end Georg Henrik von Wright, der dybest set stadigvæk holder sig til den fornuftsbetonede og oplyste rationalitet. "Udsigten til, at verden kan blive regeret af fornuft, synes fjernere end på noget andet tidspunkt siden det 18. århundrede", påpeger han i et opgør med Oplysningstidens fornuft og moralitet.

"Living in a Small Town" er, som sangeren John Cougar Mellemcamp synger, måske mere end noget andet den drøm, som Christopher Lasch slår til lyd for. Lasch er ikke nationalist. Trods megen pessimisme og en snert af nostalgi, tror han på, at demokratiet fortsat kan reddes. Forudsætningen er blot, at vi lærer at sætte grænser igen.

http://www.dr.dk/amerika/indenrig/Lasch.htm