|
THIS IS THE GAME
Af DAG HOLMSTAD
Aktionærerne i Lundbeck scorer en lyngevinst på to mia. kr. på nyheden om, at den amerikanske medicinalgigant Eli Lilly er nødt til at droppe et nyt antidepressivt lægemiddel. Fredag røg kursen på Lundbeck-aktien i vejret efter, at Eli Lilly - som er en af Lundbecks væsentligste konkurrenter inden for behandling af depression - har fået problemer med et nyt antidepressivt lægemiddel. Eli Lilly har i årevis tjent mio. af dollars på Prozac/Fontex, men det storsælgende antidepressive lægemiddel løber ud af patentbeskyttelse i august næste år, og derfor har Eli Lilly været på jagt efter en afløser. En samarbejdsaftale med virksomheden, Sepracor Inc., som har pa-tentrettighederne på en helt ny R-fluoxetine, skulle bære Eli Lilly ind i himlen. Men samarbejdet med Sepracor er nu blevet stoppet, fordi R-fluoxetine i kliniske forsøg på mennesker har givet bivirkninger med hjerterytmeforstyrrelser. Efter Eli Lillys ufrivillige mavelanding med afløseren for Prozac
er antallet af konkurrenter til Lundbecks Celexa/Cipramil nu reduceret
til tre: Paxil fra SmithKline Beecham, Zoloft fra Pfizer og Effexor fra
American Home Products.
Alene på markedet
Eli Lilly forsøger ganske vist at vride mere salg ud af Prozac ved at ændre doseringsprofilen fra en gang om dagen til en gang om ugen. Dertil kommer, at Eli Lilly er begyndt at sælge Prozac under navnet Serafem overfor kvinder, der har præmenstruelle problemer. Og en ny kombination af Prozac og Zyprexa har vist sig at kunne bruges over for skizofreni. Men det ændrer ikke ved, at Eli Lilly ikke har en fuldgyldig afløser til Prozac, der årligt står for et salg på knap 19 mia. kr. Også Lundbeck rammes af patentløshed på Cipramil/Celexa, men den danske medicinalkoncern er allerede i færd med at udvikle en afløser til Cipramil/Celexa - kaldet S-citalopram, og den ventes på markedet i 2002. Hos Lundbeck har ledelsen svært ved at skjule begejstringen over Eli Lillys problemer. »Det opfatter vi som positivt,« siger Hans-Henrik Munch Jensen, kommunikationsdirektør hos Lundbeck, der garanterer, at den danske koncern med den nye S-citalopram ikke løber ind i samme problemer som Eli Lilly. |